Spar penge på TV abonnementer

Spar penge på TV abonnementer

6. marts 2019 0 Af admin

En af de helt store pengeslugere er TV-pakker, som for mange hustande faktisk hugger mere til i økonomien end varmeudgifterne fx gør.
Det er blevet helt absurd meget dyrere at få underholdning hjem i stuen, men det er sket gradvist, så mange har overset udviklingen. Jeg siger intet om kvaliteten af det arbejde mange mennesker lægger i at producere og udsende TV, men taler om udgiften i forhold til at det kan gøres næsten gratis.


Jeg har personligt været for nærig til at kaste penge efter den slags og har i det hele taget ikke brugt så meget af mit liv på den type skærm (det er ærligt nok mere internettet jeg spilder tid på). Dette indlæg skal derfor handle om, hvordan jeg får “gratis” liv i stuealteret.

Min seerkarriere

I mine yngre dage boede jeg i en andelsboligforening hvor man for ganske få penge, kunne få en stor TV-pakke. Denne havde vi frem til skilsmissen omkring år 2000. Da mit TV herefter blev pakket væk i en lang periode og jeg selv kom på SU, blev pakken skåret ud af min økonomi sammen med alle andre overflødige store og små udgifter.

Da jeg købte mit hus i 2010 var der placeret et ordentligt fugleskræmsel af en antenne på taget, som væltede i en storm, og som fjernede muligheden for at se TV på gammeldags maner. Dette førte til at jeg begyndte at undersøge andre muligheder. Jeg startede med at købe en lille parabol som kunne sidde diskret i et hjørne af terrassen, anskaffede en boks og havde på den måde adgang til nogle forskellige gratis kanaler, som jeg ikke engang husker navnene på nu, for jeg så dem aldrig.
På et tidspunkt tilbød Oister mig et billigt mobiltelefonabonnement med virkelig meget data, og jeg pillede hele installationen ned, solgte parabol og boks og glædede mig over ikke at have det til at fylde mere. Jeg indkøbte i stedet et HDMI-kabel og forbandt mit TV med min computer, delte internetforbindelsen fra min telefon og begyndte at streame fx DR, BBC og YouTube fra de respektive hjemmesider. Jeg skiftede mellem prøveperioder på fx Netflix, TV2 og Viaplay og havde rigeligt!


Jeg er endt med at betale for TV2, udelukkende fordi jeg gerne ville se Kurs mod fjerne kyster, et TV-program der på det ypperste svarer til hvad jeg ynder at se.

Filmstriben er også en god hjemmeside, som giver mulighed for at se gratis film.


Viaplay fås også i en reklamefinancieret og mindre omfangsrig udgave, så hvis du er til udenlandske livsstilsprogrammer som opildner til mere forbrug og at føle sig forkert, for grim, for tyk og succesløs, så er Viafree også en glimrende mulighed (og *host* ja jeg ser det ind i mellem).

På et tidspunkt begyndte husets internetbehov at være større. Jeg havde AirBnB-lejere og min søns computerspil havde brug for en del hastighed så jeg fandt et billigt internetabonnement med mest mulig upload i forhold til det kobber der ligger i huset.
For et lille halvt år siden tilbød Hiper næsten gratis installation af fibernet, så nu er vi endt med den løsning, til omkring 100,- mere om måneden.
Jeg har stadig ubegrænset data på telefonen, mest for at kunne arbejde hvor som helst og være online når jeg opholder mig på båden.

Grumme Carstens indtog i mit liv

For godt et års tid siden blev jeg opmærksom på en dims som jeg godt nok havde hørt andre tale om, men da jeg er ret dimseresistent, var jeg ikke dykket dybere ned i hvad den kunne. Det er dog en dims der er værd at omtale – også når vi taler om at spare penge. For godt 300,- i engangsudgift, har jeg sparet både computer og HDMI-kabel væk og ser i stedet TV via Google Home appen som styrer en Chromecast som sørger for liv i det gamle TV og er koblet på mit trådløse netværk. På min telefon har jeg downloaded flere TV – apps som svarer til mit behov.

Økonomien

Efter Licens bliver afskaffet og kommer ind under skatten, så har jeg faktisk kun direkte udgifter til internet på 299,- om måneden og TV2 Play der står mig i 59,- månedligt. Jeg kan se der er kommet nye pakketyper og man fx kan betale 49,- og få reklamer med i købet, den pakke jeg har koster for nye abonnenter nu 79,-.
DR er den app jeg bruger mest og den er jo betalt over skatten. Man kan til forskel fra det billige TV2 Play abonnement se flow TV på DR, men jeg tror du vil blive overrasket over, hvor ligegyldigt det er hvis du prøver min løsning af.

Hvis du er hardcore FIRE entusiast, så kan du altså helt udgå udgifter til TV, hvis du da i forvejen har et internetabonnement og investerer i enten et kabel eller en Chromecast (eller tilsvarende). Internet kan jo sagtens fås til en lavere pris end jeg giver, men du skal være opmærksom på hvor god en downloadhastighed det har hvis du streamer TV, da det er lidt tung data. Chromecasten virker ikke på delt netværk fra samme telefon som man streamer fra, da appen og Chromecast skal være på samme trådløse netværk.

Til dem der ser sport (som er den største indvending jeg har hørt mod min måde at spare penge på), kan det måske være en idé at kikke på Viaplays abonnementstyper, da de måske vil kunne opfylde dit behov. Men hvad er dit behov og hvordan undgår du at smide gode penge efter vegeterende adfærd?