Masser af tips til billige indkøb af private labels

43 bedste alternativer til mærkevarer i husholdningsbudgettet

OBS: Indlægget indeholder reklame igennem affiliate links til Bodystore.

Jeg kan ikke tage al æren for dette indlæg, da det er afledt af flere tråde i gode facebookgrupper. Her deler mange vores bedste sparetips på dagligvarer. Det har dog altid været et af mine fokuspunkter, så jeg har også en del på hjertet selv.

At spare på indkøb er en af grundstenene i lean FIRE (altså den hvor det ikke handler om at leve i luksus, læs mere i linket), men ofte så virker eller smager de billige private labels (butikkernes egne discount varer) bare dårligt. Derfor er der mange der alligevel vælger de dyre varer.
Men der er mange billige dagligvarer, som er bedre end mærkevarerne. Det er dem dette indlæg handler om. Dem som måske har vundet Tænks “Bedst i test” og dem som der er konsensus i facebook grupperne om. Og så er der selvfølgelig også dem jeg selv er glad for.
Der er primært fokus på smag og virkning, så husk at tjekke indhold inden du køber.

Priserne i dette indlæg bliver selvfølgelig hurtigt uaktuelle, så anse dem kun for vejledende.

Hvor der intet producentnavn er nævnt, er det butikkens eget navn der er angivet.

Jeg håber dette indlæg kan inspirere dig til at spare penge, men stadig leve godt.

Billig mad der smager godt

Varer fra Lidl som slår de dyre mærker

Lidl har nogle fordele, som gør det til min foretrukne dagligvarebutik. Dels har de virkelig mange økologiske grøntsager, men al deres fisk er MSC mærket, hvilket jeg prioriterer over smag. De går også forrest på æg, og har kun æg fra fritgående høns i deres private labels varer. Hvis man foretrækker danske varer, skal man se sig lidt for, men det er absolut også muligt.

  • Bellarom: Café Crema hele kaffebønner. Virkelig god kaffe. Ofte på tilbud i XXL pose med 1,2 kg til omkring 70,-.
  • J.D. Gross chokolade. Den med 85% kakaoindhold er virkelig god. Også dem med hindbær, orange og karamel smager fantastisk, hvis man er til kraftig chokoladesmag.
  • Hjemmebagt: Softkernerugbrød. Jeg må ærligt tilstå, at jeg ikke er vild med de brødudsalg der er kommet i flere supermarkeder. Det virker meget uhygiejnisk, men dette brød er en testvinder som mange sværger til – derfor skal det nævnes her.
  • Kania: Mayonnaise. Fremstillet af æg fra fritgående høns. Smager meget lig de dyre mærker som Hellmann’s fx, og væsentlig bedre end samtlige de gule plastflasker – mærkevarer eller ej.
  • Crownfield: Choko shells. (hos os kaldet slikmorgenmad og ikke noget jeg selv køber), billigt alternativ til Choko pops.
  • Milbona: Kakao. Bedst i flere tests. Smager som Cocio bare mere cremet.
  • Beefeater: Gin. Vinder af utallige smagstests og koster omkring 70,- Mere citrus end andre billige gin, så måske ikke den bedste i cocktails.
  • Freeway: Tonic sodavand. Der er virkelig ingen grund til at købe Schweppes når man kan få så fantastisk god en tonic til en fjerdedel af prisen eller mindre.
  • Freeway: Cola (ikke light, den er nemlig virkelig ringe). Testvinder i Politiken i 2021.
  • Lovilio: Grana Padana ost. Min absolute favorit. Fast ost som koster under 30,- for 200g. En pakke holder længe, da den har meget smag. Osten har vundet flere tests. Se fx testuniverset. Den fås også som revet, men det har jeg aldrig fundet nødvendigt at ty til.
  • Engvang: Rød krystal ost. Dette er lidt i gurmethjørnet og stadig lidt dyrt, men slet ikke i nærheden af prisen på tilsvarende kvalitetsoste. Den smager så englene synger! SØLVVINDER i International Food Contest 2019.

Varer fra Bulk.dk

Obs, hvis du ikke allerede er oprettet som kunde hos dem, kan du få 35% på første køb, hvis jeg inviterer dig (i 2021). Disclaimer: Dette vil også give mig en bonus. Send en besked via kontaktformular eller mail, så får du en personlig kode.

  • Ren peanutbutter uden tilsætning af nogen art. Ofte på tilbud til omkring 60,- for et helt kg.
  • Psyllium frøskaller pulver. Alternativ til det rasende dyre HUSK (gul) som indeholder nøjagtigt det samme. 1kg koster knapt 150,- fås også i 100 og 500g poser.
  • Økologisk Gurkemeje krydderi. Den er udsolgt lige nu, så jeg kan ikke tjekke prisen, men normalt køber jeg det i et kg ad gangen. Så bruger du meget gurkemeje ligesom jeg, så er det absolut billigst at købe den her i stedet for i de små krydderiglas.

Anbefalelsesværdige fødevarer fra Aldi

  • Moser Roth: Chokolade. Rigtig god kraftig chokoladesmag – ikke til børn.
  • Mareno: Lungo Kaffekapsler. Koster ca. 24,- for 16 kapsler og er derfor billigere end mærkevarerne, som de har vundet over i test. De anbefales også kraftigt i facebookgrupper. Jeg drikker det ikke selv. Kapslerne er lavet af biobaseret plast og er alumuniumsfri.
  • Souza: Portvin. Fine Tawny. Virkelig god og testvindende. Koster 45,- for 75cL, hvilket må siges at være en fin pris.
  • Mucci: Sensation Ispinde. Der er ingen grund til at købe Magnum is, når man kan få lige så gode ispinde til ca. en fjerdedel af prisen i Aldi.
  • Mucci laver også et alternativ til Ben & Jerry is, som skulle være fuldt på højde, men koste under det halve. Jeg synes selv Ben & Jerry smager rædselsfuldt sødt, så tippet er ikke mit.
  • Bramwells: Ketchup. Har slået Heinz i en engelsk test (link) og anbefales af flere på Facebook.

Billige alternativer fra COOP

  • Tex Mex: Tortilla fuldkorns wraps. Har et lavt kalorieindhold
  • Cola light. Den eneste rigtige light cola jeg har kunnet finde, er den fra Coop. De andre smager bare af sødemiddel.
  • Spirit light og alm. sodavand med lime/citrussmag. Erstatter 100% Faxe Kondi, 7Up og Sprite og koster under 3,- pr liter.
  • Sukkerfri saftevand med Hindbær og Orange. Koster en tredjedel af FUN og smager meget bedre.

Bodystore.dk

Links til Bodystore er affiliate links og altså sponsoreret. Det er dog til varer jeg selv benytter og står 100% inde for.

  • Star: Kollagenpulver. Den er uden smag og perfekt i fx kaffe. 149,- for 400 gram ligger langt, langt under konkurenternes priser. Jeg har benyttet denne i flere år og bruger knapt en dåse om måneden.
  • Star Nutrition: Jordnøddesmør, Peanutbutter 100% ren. Der er ofte både tilsat olie og salt til peanutbutter, men ikke denne. Prisen varierer mellem ca. 40 og 75,- for et kilo, så hold øje med tilbud.

Rema 1000 har også nogle gode billige varer

Denne sektion bærer præg af at jeg stort set aldrig handler i denne butik. En ting jeg dog er vild med er, at man kan købe mindre portioner varer. Fx en porer ad gangen. Genialt til enlige som ofte bliver lidt diskrimineret i forhold til gode tilbud.

  • Farchioni: Olivenolie. 23,50 kr for en halv liter. Link til test hos BT
  • Cryoya Berbera d´Asti 2016. Rigtig god rødvin til 45,- for en flaske. Se en sjov test hos BT, hvor den dømmes til at være en flaske til 600,-
  • Kammerjunker. Er efter sigende ikke så søde som andre. Politiken var enige da de testede. Se her.

Netto er manges favorit, så hjælp gerne med flere varer

Det er en af de butikker jeg helst undgår, da det efter min mening mere er en skrammelbutik med alverdens unødvendigt, placeret så det frister.

  • Bellsøe: Chocolade Crusli (mysli) smager af det samme som Dr Oethers, men koster under halvdelen.

Billige toiletartikler

Et af de steder man kan spare virkelig mange penge på, er toiletartikler. De dyre brands har af en eller anden grund, virkelig stor glæde af, at mange er så mærkeorienteret når det gælder personlig pleje. Because you are worth it … Reklamernes magt?

Aldis billige toiletartikler er bedre end de dyre mærker

Faktisk kan man komme med en anbefaling af stort set alt Aldi sælger i denne kategori. Cremer, tandbørster og meget mere. Men jeg har dog valgt nogle særlige ud herunder, som kommer med min absolut største anbefaling.

  • Solo Sartessa: Toiletpapir. En suveræn vinder indenfor området – I hvert fald den med 3 lag. tolagsudgaven er ringe, og den med fire lag er lidt hård efter min mening. Der er spekulationer på nettet, om det i virkeligheden er Quiton papir (dyrt brand). Læs om teorien her hos Dagens.dk Toiletpapiret har fortjent en særlig anbefaling og er derfor valgt som billede for dette indlæg.
  • Solo: Lommeletter (blødt alternativ til Kleenex). Jeg kan bedre lide disse, da Kleenex giver en underlig fedtet fornemmelse. De gør mig ikke hudløs under en længere forkølelse, så stor anbefaling herfra. Koster ca. 50 øre pr pakke, så der kan nok blive råd til en stang snotklude i de flestes budget.
  • Solo Sartessa: Bløde tykke engangsvaskeklude. Her kan virkelig spares penge, hvis man har brug for engangsvaskeklude og ikke vil bruge dem der føles som sandpapir. Ingen andre billige kan efter min mening måle sig med dem, og de dyre fra apotek og Matas er helt overflødige.

Rema 1000

  • Tandtråd på tandstik er blevet kåret som bedst i test i 2020. Se Politikens testresultater her

COOP kan også være lidt med

  • Tandpasta. Især hvis man har problemer med blæner, herpes eller følsomme tandhasle, er Coops eget mærke tandpasta (som koster lige under fire kroner for en tube) helt fantastisk. Jeg har tippet fra en histaminintolerancegruppe, og jeg skal da lige love for den virker! Jeg kommer aldrig til at købe Zendium igen. Den skummer ikke så meget som fx Colgate, hvilket jeg anser som en klar fordel.

Billige rengøringsprodukter som virker

Denne kategori skal jeg arbejde mere med, gerne efter at have fået tips fra jer. Jeg laver det meste selv (se kategorien sæbefremstilling fx) og bruger gerne en klar eddike, så jeg er ikke selv den store ekspert.

Anbefalelsesværdige produkter fra Rema 1000

  • Opvaskemaskinrens 250mL til 10 kr. Slår den langt dyrere fra Neophos.

Billige dyreartikler og foder

Der har gennem årene været virkelig mange undersøgelser af især hunde- og kattefoder, og de viser altid det samme. De billige mærker er næsten identiske med de dyre. Så har man dyr, kan man sikkert spare nogle tusinde kroner om året, ved at købe det billige. Her er et link til en gammel artikel om emnet hos Tænk

Når det er sagt, så får min egen kat en blanding af billigt og dyrt, for det er sådan hendes mave holdes god. Det dyre fodder giver hende forstoppelse, mens det billige giver diare. Halvt af hvert er perfekt til hende.

Aldis anbefalelsværdige varer til dyr

  • Topic: tørfodder til katte. Har vundet bedst i tænk for nok 10 år siden og den jeg har købt i 11 år.
  • Schnucki kattemad. Den Tænk anbefaler i ovenstående nyere link.
  • Wwuff: Tyggestænger til hund.

Lidls dyreartikler

Her er jeg lidt på udebane, men kom gerne med kommentarer. Den eneste varer jeg selv har erfaring med er kattegrus.

  • Cosida: Kattegrus. Hvidt klumpende fint grus, som forhindre lugt. Virkelig en forbedring hos mig, da det billige fra Aldi afgav irriterende lerfarve til gulvet foran kattebakken. Det støver meget lidt, men har desværre tilsat parfume som dog hurtigt afdunster. Jeg har også haft købt dyrt kattegrus, men det er helt unødvendigt når Lidls er så god.

Hvor sparer du?

Dette indlæg er helt sikkert ikke udtømmende, og der vil garanteret også være nogle der er uenige. Jeg håber derfor du har lyst til at kommentere med dine bedste indkøbstips, hvor kvaliteten af lavprisvarer er rigtig god.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.