Nu bliver det muligt at deltage i en fysisk workshop i sæbefremstilling. Jeg har fået en del henvendelser fra folk, som synes det virker kompliceret at komme igang. Derfor har jeg nu indgået i et samarbejde med AOF i Gladsaxe, så undervisningen foregår under folkeoplysningsloven. På den måde bliver det billigere at deltage.

På workshoppen vil jeg undervise i sikkerhed, selve processen, hvordan man komponerer en opskrift ved hjælp af online sæbekalkulator og vi vil komme ind på forskellige oliers egenskaber i sæben. Det vil blive en weekend med rigtig meget information, og du vil være helt klar til at lave din egen sæbe bagefter.

Mit eget sæbeeventyr

Jeg startede for en del år siden med at fremstille min egen sæbe. Det startede ved, at jeg pga allergi fik meget, meget tørre hænder. Den sæbe jeg kunne få som ikke udtørrede hænderne, var enten en kemisk “bombe” af uforståelige E-numre, eller en økologisk pengesluger – ofte fyldt med parfume (æterisk olie) som jeg også reagerer på.
Da jeg godt kan lide at lave ting selv og elsker følelsen af at vide nøjagtigt hvad der er i de produkter jeg kommer på og i min krop, så var det nærliggende at gøre det selv. Jeg gik derfor i gang med at læse alt jeg kunne, både på internettet og i bøger biblioteket bestilte hjem for mig.

Allerede mine første forsøg lykkedes og jeg har ikke brugt købesæbe siden. Mine allergisk tørre hænder er fuldkommen helbredt og jeg bruger aldrig håndcreme mere. Faktisk gik jeg fra at bruge håndcreme 3-4 gange dagligt, til slet ikke, allerede få dage efter jeg startede på at bruge min egen sæbe.

Uanset om du har problemer med tørre hænder, så tror jeg du vil blive glad for de sæber vi skal lave på workshoppen.

Jeg vil lære dig teorien om at komme æterisk olie i sæberne, men pga. min egen (og eventuelt andre deltageres) allergi vil det kun blive teoretisk. Det er meget nemt og helt sikkert noget du vil kunne finde ud af.

Kan man lave hårshampoo selv?

Siden opdagede jeg, at man også kunne få hårshampoo i barer, hvilket sparer miljøet for en stor mængde emballage. Mit eget hår har hele mit liv haft brug for at blive vasket hver eneste dag. Jeg brugte derfor meget store mængder Matas svanemærket Luksusshampoo, som var den eneste jeg ellers kunne finde, der holdt mit hår affedtet det meste af et døgn.
Mit ønske var egentlig at spare miljøet, men jeg kom til også at spare mit hår, for mine forsøg med shampoobarer lykkedes også over al forventning. Nu vasker jeg hår i en shampoobar jeg selv har komponeret. Den indeholder blandt andet kamille og ganske lidt the tree olie og jeg vasker det nu kun to gange om ugen. Mit hår er utroligt sundt og fyldigt, spalter aldrig og redes nemt ud. Der er simpelthen intet dårligt at sige om hjemmelavet hårshampoo. Det tager mig under en time, at fremstille nok til et halvt års forbrug.

På workshoppen vil du lære at lave shampoobarer.

Lav selv sæbe til rengøring

Workshoppen vil også komme ind på sæbe til rengøring.
Jeg har selv fremstillet linoliesæbe til træbehandling, sæbe til brug i vaskemaskinen og opvasketabs, men på workshoppen vil vi starte med en opvaskesæbe, som fremstilles på nøjagtig samme måde som alle andre koldrørte sæber. Den kan også benyttes til fx gulvvask eller anden almindelig rengøring.

Du vil således komme igennem flere typer sæber på workshoppen og kan begynde dit liv som sæbeproducent til eget brug, umiddelbart bagefter.

Kunstneriske sæber

Noget jeg ikke vil komme ind på denne weekend er de kunstværker som mange sæbefremstillere laver. Det er ikke noget jeg selv interesserer mig for og de er ofte fyldt med alverdens farvestoffer, som jeg finder unødvendige i hudpleje.
Hvis du gerne vil lære at lave smukke sæber, er workshoppen dog alligevel et rigtig godt sted at starte, da du vil have styr på håndværket og kan begynde at lege med kreative teknikker bagefter. Jeg skal nok tage nogle links med, som du kan kan blive klogere med.

Praktisk information

Workshoppen kommer til at foregå i en weekend, lørdag fra 10 til 16:15, søndag fra 10 til 14:24.
Der er to weekender at vælge i mellem:
Enten 20. og 21. marts 2020
Eller 25. og 26. april 2020
Prisen er 985,- plus materialer (billigere for ledige, pensionister m.fl.. som bor i Gladsaxe Kommune).
Sted er Høje Gladsaxe 71, 2860 Søborg

Tilmelding skal ske via dette link https://gladsaxe.aof.dk/underviser/4795216

Har du nogen spørgsmål, så kontakt mig på email info@firelife.dk eller læg en besked på min telefonsvarer på nummer 30202073, så ringer jeg tilbage.

Kan du ikke en af de to weekender, så kontakt mig gerne, så giver jeg besked med alternative datoer, når der er nok til et hold.

Ønsker du et privat arrangement, måske en polterabend eller lignende, så kommer jeg gerne ud og giver fx et turbokursus på et par timer.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Fire Life
Scroll to Top